November 26, 2019

Carré Jewellery og Maternity Foundation hylder livet med ny halskæde

Maternity Foundation og det danske smykkefirma Carré Jewellery er endnu engang gået sammen for at sprede budskabet om liv. Det nye liv. Det levede liv. Det dyrebare liv. Og livet på trods. Sammen lancerer de den nye LIV-halskæde, hvor overskuddet fra salget går til Maternity Foundation’s arbejde for at redde kvinders og spædbørns liv i forbindelse med  graviditet og fødsel i udviklingslande.

Hver dag dør over 800 kvinder og 7000 spædbørn i forbindelse med graviditet og fødsel i udviklingslande. Langt de fleste af disse dødsfald kunne være undgået, hvis kvinden havde haft adgang til professionel sundhedshjælp under fødslen.

”Maternity Foundation yder en formidabel indsats for at kvinder og spædbørn er i trygge hænder på deres livs mest sårbare dag – når de giver liv. Som mor til 4 børn ved jeg, hvor meget denne indsats betyder. Derfor er det også en sag, vi har valgt at støtte med et særligt smykke. LIV halskæden er en hyldest til livet. Til det nye liv. Det levede liv. Det dyrebare liv. Og til livet på trods. Den lille kuvert som er halskædens vedhæng bærer inskriptionen LIV – som et personligt budskab, der skal minde halskædens bærer om at sætte pris på livet – både sit eget og andres”, siger Shiri Rosenzweig, smykkedesigner og grundlægger af Carré.

Overskuddet fra salget af halskæden går til Maternity Foundation’s arbejde med at redde mødre og spædbørns liv i forbindelse med graviditet og fødsel i Afrika og Asien.

Halskæden lanceres som en opfølgning på det succesfulde samarbejde mellem Carré Jewellery og Maternity Foundation omkring LIV armbåndet, der allerede har indbragt Maternity Foundation over 100.000 kr. Og som ydermere har fået betydning for mange danske kvinders personlige fortælling – både ved selv at bære armbåndet og ved at give det som gave.

”Vi er i Maternity Foundation meget taknemmelige for, at Carré Jewellery har valgt at støtte vores arbejde med deres LIV-smykker. Det er en fantastisk hyldest til det, der er kernen i vores arbejde: At det ikke må koste liv at give liv,” siger Anna Frellsen.

LIV-halskæden lanceres d. 27. november 2019 og kan købes her.